Samfund

Stor bevilling til Stenløse Kulturhus og Bibliotek

Fra åbningen af Stenløse Kulturhus og Bibliotek. Foto: Egedal Kommune

Egedal Kommune har modtaget 212.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen til at understøtte samarbejdet med frivillige omkring Stenløse Kulturhus og Bibliotek.

De 212.000 kroner er givet til projektet ”Sammen om frivilligheden”. Projektet skal gøre samarbejdet med Egedal Kommune lettere for foreninger, frivillige og borgere, som vil lave arrangementer. Målet er, at flere får lyst til at lave arrangementer til glæde for andre borgere. I første omgang er det rammerne for borger- og brugerdrevne aktiviteter i Stenløse Kulturhus og Bibliotek, der er i fokus.

Det er Egedal Bibliotekerne og kultur- og fritidsadministrationen, der er ansvarlige for projektet. Projektet understøtter dels arbejdet med de brugere, der er aktive i at skabe aktiviteter til gavn for andre borgere på bibliotekerne, og dels det lokale foreningslivs frivillige indsatser.

Kommende workshops

Som led i projektet gennemføres et kompetenceløft blandt relevante medarbejdere hos Egedal Kommune i forhold til dialog og samarbejde med frivillige foreninger og borgere. Bl.a. afholdes i foråret 2024 en workshop for relevante medarbejdere i Egedal Kommune om gode rammer for samarbejde med frivillige. Der afholdes også en workshop for borgerne om aktivt medborgerskab, involvering og aktivitetsudvikling med fokus på Stenløse Bibliotek og Kulturhus. Det bliver også i foråret 2024.

Resultaterne fra de første workshops vil blive delt med øvrige borgere, frivillige og foreninger via Folkeoplysningsudvalgets nye initiativ til fejring af frivilligheden ved et stort event den 7. september 2024.

Projektet skal desuden løbende samle erfaringer til en samarbejdsmodel, der kan anvendes som inspiration for tilsvarende indsatser andre steder i Egedal Kommune og på andre folkebiblioteker i hele Danmark.

I alt har 33 projekter fået tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen ved den aktuelle uddeling af midler, og der er samlet blevet uddelt 14,2 millioner kroner.

Kommentarer