Samfund

Konstruktiv dialog med foreningslivet resulterer i ny handleplan

Foto: Egedal Kommune

En ny fælles handleplan for idræts-, kultur- og fritidsområdet blev endelig godkendt af Egedal Byråd i går aftes den 29. juni 2022. Handleplanen er blevet til på baggrund af to dialogmøder med det lokale foreningsliv afholdt i februar og april i år.

Borgmester Vicky Holst Rasmussen og formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget Charlotte Haagendrup inviterede tidligere i år alle foreninger til en dialog om et styrket samarbejde, på baggrund af Egedals lave rangering i Danmarks Idrætsforbunds (DIF) seneste analyse af kommunernes prioriteringer på det idrætspolitiske område. Hensigten med dialogen var, at udarbejde en handleplan for styrket samarbejde på idræts-, kultur- og fritidsområdet formuleret af foreninger og kommune i fællesskab. Den er nu klar og det er ifølge de involverede politikere tiltrængt.

– Vi skal kunne tilbyde ordentlige vilkår og rammer for de aktive foreninger og lokale ildsjæle, så vi sammen kan løfte betingelserne for det gode fritidsliv i Egedal. Handleplanen bliver vores fælles redskab til, at få forbedret betingelserne for foreningsliv og frivillighed over de kommende år. Og den tætte dialog mellem os og foreningerne fortsætter. Som en del af handleplanen har vi nu aftalt, at vi mødes løbende og mindst en gang årligt for at følge op på de aftalte handlinger og fortsætte dialogen om, hvordan vi bedst understøtter det aktive fritidsliv for borgerne i Egedal, siger borgmester Vicky Holst Rasmussen og suppleres af Charlotte Haagendrup.

– Jeg er virkelig glad for den tætte og meget konstruktive dialog, vi har fået med foreningsliv og paraplyer, og det fornemmer jeg også, at det frivillige foreningsliv er. Det er vigtigt, at de føler sig hørt, og at vi lytter. Nu har vi et fælles afsæt for det videre udviklingsarbejde som især fyldte hos foreningerne, det er enormt positivt, siger Charlotte Haagendrup.

Sætter rammerne for fremtiden

Handleplanen står på skuldrene af den udviklingsplan for idræts- kultur- og fritidsfaciliteter, som det tidligere byråd godkendte i februar 2021. Handleplanen er således en mere praktisk plan, der sætter rammerne for de kommende års arbejde. Formelt blev handleplanen godkendt på gårddagens Byrådsmøde, men flere handlinger er allerede godt på vej.

Blandt disse er arbejdet med implementering af et nyt bookingsystem, en dialogmodel forud for prioritering af anlægsmidler samt nedsættelsen af et nyt Folkeoplysningsudvalg med bred repræsentation. Det er alle indsatser, som Kultur, Fritids- og Erhvervsudvalget kommer til at forholde sig mere konkret til på udvalgsmødet i august.

Derudover er den daglige kommunikation med medarbejderne på anlæggene, og på rådhuset, i fokus, ligesom bedre overblik over tværgående kommunale puljer har været et ønske. Det har foreløbig resulteret i en tilretning af Kommunens hjemmeside, hvor det under overskriften ”Hjælp til foreninger” (https://www.egedalkommune.dk/borger/kultur-idraet-og-fritid/hjaelp-til-foreninger/) er muligt at finde samlet information om Kommunens understøttelse af foreningslivet, herunder også kontaktinformation til det administrative kultur- og fritidsteam.

Den samlede handleplan findes også på hjemmesiden, hvor det løbende bliver muligt at følge med i status på nye igangsatte aktiviteter.

Handleplanen løber frem til 2024 og borgere og frivillige vil mindst en gang årligt få en mere overordnet status på fremdriften i handleplanens mange aktiviteter. Det sker blandt via årlige foreningsmøder, som også er et af handleplanens indsatsområder.

Kommentarer