Livsstil og forbrug

Gratis influenzavaccination – sig ja

Det er altid en god ide at blive vaccineret mod influenza, hvis man er over 65 år eller af andre årsager er i særlig risiko.

Lige nu modtager mange derfor tilbud om gratis influenzavaccination i deres e-boks. Man kan blive vaccineret hos egen læge eller på et apotek.

Den årlige influenzasæson nærmer sig, og i år er den helt særlig. Både fordi covid-19 stadig cirkulerer i samfundet, og fordi der generelt er øget risiko for mere sygdom, fordi vi begynder at være flere mennesker sammen, end vi ellers har været under pandemien. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen i år, at alle over 65 år samt mennesker i særlige risikogrupper lader sig influenzavaccinere.

Gratis vaccination fra 1. oktober

For de fleste er influenza en relativt mild sygdom, men for nogle kan sygdommen være særligt alvorlig og udvikle sig livstruende. Fra 1. oktober kan du derfor blive gratis vaccineret mod influenza, hvis du

  • er fyldt 65 år
  • er gravid i 2. eller 3. semester
  • lever med en kronisk sygdom eller på anden måde er i særlig risiko.

Hvis du tilhører en af disse grupper, vil du få mere info om den gratis vaccination via din e-boks.

Sådan får du vaccinationen

Hvis du er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination, kan du bestille tid til vaccination hos din egen læge, henvende dig på apoteket, eller der hvor du plejer at blive vaccineret. Vaccinationen kræver kun et enkelt besøg. Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til en af grupperne, der er beskrevet her på siden, kan du kontakte din læge, som kan hjælpe dig med at vurdere, om vaccinationen er relevant for dig.

Læs mere her: www.sst.dk/da/Influenza

Kommentarer