Samfund

Flot fremgang for skolerne i Egedal

Folkeskoleeleverne i Egedal er dygtige og skolerne ligger højt på karakterer og trivsel når man sammenligner med andre kommuner rundt omkring i landet.

Nu viser nye resultater, at den positive udvikling fortsætter.

Skoleårene 2019/2020 og 2020/2021 har været hårde år for eleverne i de danske folkeskoler også I Egedal Kommune. Covid har sat sit tydelige præg med hjemmeundervisning og aflyste eksaminer som følge. I skoleåret 2019/2020 blev alle folkeskolens afgangsprøver aflyst og erstattet med standpunktskarakterer. Og i skoleåret 2020/2021 blev prøverne delvist aflyst grundet COVID-19.

Men selv om det har været to turbulente år for eleverne, så viser den seneste opgørelse at eleverne i Egedal har klaret sig bedre end forventet til trods for pandemiens forstyrrelser. Og sammenligner man med Egedals nabokommuner er kommunen sammen med Furesø Kommune den kommune der har haft den største stigning i karaktergennemsnittet. Hele 0,6 i gennemsnit er eleverne i Egedals gennemsnit steget med det forgangne år.

– I en tid med Covid-19, hjemmeundervisning, restriktioner og digitale klasserum er jeg virkelig positivt overrasket over det niveau som eleverne viser. Det har ikke været nemt og nogle børn og unge har følt sig ensomme og haft svært ved at få hjælp med skolearbejdet. Men de her tal viser bare, at der er nogle lærere som formår at brænde igennem og lære fra sig, selv i en krisetid. Vores medarbejdere har givet alt hvad de har i sig for at holde niveauet og sørge for at eleverne ikke er kommet bag ud. Det er virkelig flot, siger Søren Trier Høisgaard, velfærdsdirektør i Egedal Kommune.

Elever løftes igen

Det flotte resultat skyldes ikke blot, at eleverne er steget i karakterer i den øverste ende. Det er værd at bemærke, at Egedal i en årrække har haft succes med at løfte eleverne som præsterer i bunden af karakterskalaen. Således viser nedenstående tal en flot tendens om, at Egedal har færre elever hvert år der får under 02.

Elever som får over 02 i dansk og matematik

  • I skoleåret 17/18: 94,4 pct.
  • I skoleåret 18/19: 95,3 pct.
  • I skoleåret 19/20: 96,9 pct.
  • I skoleåret 20/21: 97,7 pct.

– Der er virkelig flot og en fortsat stigning fra de øvrige år. Jeg er simpelthen så glad for at skolerne igen i år har hævet resultaterne i afgangsprøverne, og ikke mindst at vi over en årrække formår at løfte alle børn, så meget få elever, nu får under 02 i dansk og matematik. Stor tak til alle børn, lærere og ledere – det er nemlig deres indsats i samarbejde med forældrene, som gør hele forskellen, siger Søren Trier Høisgaard.

Fakta om karakterer under covid-19:

– Særligt for skoleårene 2019/2020 og 2020/2021 

Indberettede prøvekarakterer fra skoleåret 2019/2020 er baseret på ophøjede standpunktskarakterer grundet aflysningen af folkeskolens prøver som følge af COVID-19. Dette forhold gør, at datagrundlaget adskiller sig væsentligt fra de øvrige år.

– I skoleåret 2020/2021 blev prøverne delvist aflyst grundet COVID-19

For de aflyste prøver er de indberettede prøvekarakterer baseret på ophøjede standpunktskarakterer.

  • For de ikke-aflyste prøver er den indberettede prøvekarakter baseret på ophøjede standpunktskarakterer, såfremt elevens karakter til prøven, var lavere end den afsluttende standpunktskarakter. Hvis elevens resultat til prøven var på niveau eller bedre med den afsluttende standpunktskarakter er elevens indberettede prøvekarakter baseret på elevens resultat til prøven. Datagrundlaget for 2020/2021 adskiller sig derfor også fra øvrige skoleår.

Kommentarer