Samfund

Egedal udnævnes til Guldkommune

Forummet ”Mænds Sundhed” har i dag udnævnt 35 kommuner til Guldkommune for deres tiltag der kan give en hjælpende hånd under fædrenes barsel. En af de kommuner er Egedal Kommune, som gør en ekstra indsats for at støtte mændene i forældreskabet og i at blive engagerede og nærværende fædre.

Forum for Mænds Sundhed offentliggør i dag her midt i kommunalvalgkampen en kortlægning af kommunernes indsatser for fædre, nu hvor der om højst ni måneder, indføres 11 ugers fædrebarsel.

Kortlægningen viser at:

• 35 kommuner er ’farparate’ guldkommuner for deres flotte indsatser

• 18 af kommunerne har ingen oplyste indsatser målrettet fædre

• 79 af kommunerne har en eller flere målrettede indsatser for fædre

Egedal Kommune er altså en af de 35 kommuner der kan smykke sig med titlen ”Guldkommune”. Det glæder kommunens borgmester, der er stolt af at Egedal er en moderne og rummelig kommune.

– Det manglede da bare her i 2021. Men vi har også gjort en stor indsats for fædrene. I sundhedstjenesten har vi 2 sundhedsplejersker der er far-ambassadører i ”far for livet”. De formidler den nyeste viden ud til vores sundhedsplejersker i gruppen, så vi hele tiden er opdateret med nyeste forskning. På den måde har sundhedstjenesten fokus på fædrene så de føler sig inkluderet, siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard.

For at styrke kommunernes indsats for fædrene har Forum for Mænds Sundhed etablereret et netværk af Far-ambassadører blandt sundhedsplejersker i 74 kommuner. De skal stå i spidsen for at fædre inddrages helt på lige fod med mødrene i sundhedsplejens tilbud til familierne. Ligesom der arbejdes for etablering af ’Fars Legestuer’ i så mange kommuner som muligt. Dertil arbejder man sammen med Rigshospitalets fædreforskningsprogram for, at kommunerne også screener og behandler fædre for fødselsdepression.

Fædrene inddrages

Det er altså disse initiativer som Egedal nu belønnes for. Sundhedstjenesten i Egedal har nemlig i flere år haft fokus på at inddrage fædrene f.eks. ved at tænke fædrene ind i besøget ved de nybagte familier. Her sørges der for at alle journalnotater i barnets journal er placeret på både far og mor. Og i det sidste år har sundhedsplejerskerne haft fokus på at tiltrække fædrene til de åbent hus arrangementer, som kommunen tilbyder. Desuden tilbyder sundhedsplejerskerne screening til alle fædre for fødselsdepression når barnet er 2 mdr.

– Vi har været på forkant i forbindelse med den nye barselsorlov der stræder i kraft 2022. Sundhedsplejerskerne har indtil nu dannet mødregrupper men har i de sidste år haft fokus på hvordan fædrene kan inddrages noget mere, så de også føler sig inkluderet i fremtidige forældregrupper, siger Karsten Søndergaard.

Kommentarer