Stenløse

Egedal kommune tænker endnu engang ikke på sporten og udøverne

Debatindlæg af Steen Rasmussen, En frustreret far til 2 børn, som pt. ikke kan dyrke den sport de elsker

Jeg har 2 børn (teenagere) som begge spiller badminton i Stenløse badmintonklub. Vi blev en af de første dage i januar orienteret om, at der skulle laves ny udluftning i Hal 2 på Lærkeskolen (Badmintonhallen). Dette betød, at hallen ikke ville være tilgængelig fra 5. januar til 3. februar. Jeg tænkte ved mig selv, at det var et ret dårligt tidspunkt til denne opgave/renovering, idet vi er midt i sæsonen, så både træning og kampe fylder meget pt. og pludselig kan medlemmerne ikke spille i en hel måned. Nu kender jeg ikke det nøjagtige antal medlemmer, som benytter hallen på ugentlig basis, men vil ikke være forbavset hvis tallet er >100 når man tæller ungdom, senior, motionister m.fl.

Jeg forstår ikke hvorfor en sådan opgave ikke ligger i sommerferien, hvor behovet for hallen er på et minimum. Når nu Kommunen har valgt, at denne renovering skal ske, når der er allermest behov for hallen, så har de naturligvis sørget for alternativ hal til klubbens medlemmer i perioden, eller hvad? Det har Kommunen naturligvis ikke sørget for og eftersom varslet om hallukningen var meget kort, så var det ikke muligt, at finde alternative tider i andre haller, til alle medlemmer.

Og nu til den eklatante dårlige planlægning i Egedal Kommune. Vi opdager tilfældigvis i uge 2, at Kommunen endnu ikke er kommet i gang med renoveringen, hvorfor seniorafdelingen benytter hallen et par aftener og ungdomsafdelingen også når 1-2 eftermiddage, dog med beskedent fremmøde, idet forældre er orienteret om, at der ikke ville være træning frem til 3. februar.

Kommunen meddeler, at arbejdet vil blive påbegyndt mandag i uge 3, så der kan ikke trænes/spilles i hallen. I dag, d. 24. januar er vi blevet orienteret om, at renoveringen fortsat ikke er påbegyndt, så hallen kunne være benyttet i hele uge 3 – gad vide om situationen er den samme næste uge?

Når nu Egedal Kommune har afsat 4 uger til arbejdet, som endnu ikke er påbegyndt, så kan man godt blive meget i tvivl om de nu også når, at blive færdige til 3. februar, som de har lovet, eller om der fortsat ikke vil være adgang til hallen?

Der må sidde nogle administrative medarbejdere på Egedal Kommune, som ikke evner at planlægge, eller reelt er ligeglade med hvilke borgere, som bliver ramt af deres planlagte ineffektivitet. Måske politikerne skulle kigge tilbage i deres program inden valget, hvor flere ville arbejde for, at gøre Egedal til en kommune hvor der vil være øget fokus på sport og fritidsaktiviteter for børn og unge. Ovenstående forløb er desværre et eksempel på, at politikernes ord kun er ord – det er i hvert fald ikke handling.

Kommentarer