Deltag i åben idékonkurrence om Kildedal Nord
Egedal Kommune har i dag, den 4. november 2021, udskrevet en åben idékonkurrence om udviklingen af området i Kildedal Nord. Nu har du som fagperson, virksomhed, forening eller borger i kommunen mulighed for at komme med dine idéer til udviklingen af området. Alle forslag vurderes af en dommerkomité, og der er præmier til de bedste forslag.
Egedal Byråd har en ambition om, at Kildedal Nord skal være et bæredygtigt og klimaneutralt område af høj kvalitet med varierede boformer og boligtyper for alle aldre, hvor natur og bebyggelse er integreret og tilsammen skaber en helhedsoplevelse.
Området skal samtidig tilbyde oplevelser og fritidsaktiviteter, der bidrager til områdets særlige identitet og regionale tiltrækningskraft og have gode rammer for fysisk aktivitet, nære fællesskaber og let adgang til naturen.
Kildedal Nord skal være et unikt område, der med udgangspunkt i stedets markante natur og kuperede terræn tilbyder attraktive oplevelses- og fritidstilbud for både beboere og besøgende, skaber rammer for fællesskaber og nærhed, og har høje standarder inden for arkitektur, kvalitet og bæredygtighed.
– Vi glæder os til at modtage de nye forslag til området og håber, at rigtig mange vil byde ind med innovative forslag. Vi har brug for visionære idéer og bud på, hvad der skal være det særlige ved Kildedal Nord og som tiltrækker ikke bare fremtidige beboere, men også besøgende fra hele regionen, siger Karsten Søndergaard, borgmester i Egedal Kommune.
– I Egedal ønsker vi at bruge naturen i hverdagen, og jeg håber, at vi vil få en masse gode idéer til, hvordan vi kan udvikle vores helt unikke udviklingsområde i hovedstadsområdet, der udmærker sig med sin smukke natur og åbne landskaber, samt nærheden til København, siger Ib Sørensen, formand for Planudvalget i Egedal kommune.
Åben Idékonkurrence
Det er en åben konkurrence, hvor alle kan deltage. Konkurrencen er opdelt i to spor; et fagspor og et borgerspor. Fagfolk skal udforme en helhedsplan for Kildedal Nord, mens interessenter og borgere kan komme med innovative idéer – store som små – til udviklingen af området. Både fagsporet og borgersporet bedømmes af den samme dommerkomité, og der er præmier til de bedste forslag.
– Det er noget helt særligt, at Egedal Kommune inviterer til en åben idékonkurrence for både fagfolk, borgere og andre interessenter. Det betyder, at flere kan deltage, for eksempel både de etablerede tegnestuer, men også arkitektstuderende, borgere, virksomheder og foreninger. Her er alle inviteret til at udvikle området, siger konkurrencerådgiver Anne-Mette Bølling, arkitekt MAA, der er konkurrencesekretariat for Egedal Kommune på idékonkurrencen.
Vigtige datoer for idékonkurrencen
Konkurrencen er udskrevet den 4. november 2021 kl. 12:00
Der afholdes kick-off møde den 23. november 2021 kl. 16.00-18.00 på Egedal Rådhus.
Frist for indlevering af idéer til konkurrencen: 13. januar 2022 kl. 16:00.
Find konkurrenceprogrammet med bilag og afleveringsbetingelser – og læs mere om konkurrencen samt om vision og mål for området på: www.egedalkommune.dk/kildedalNord
Hent også konkurrenceprogrammet hos ARKITEKTKONKURRENCERDK: www.arkitektkonkurrencerdk.dk
Kommentarer