Debat og politik

TV2-vært styrer den til politiske markedsplads i Egedal

Politiske partier, pamfletter, bolsjer, farverige politikere, skarpe debatter og en kendt TV2-vært til at styre det hele. Sådan lyder ingredienserne når Egedal Kommune den 9. november inviterer borgere og presse indenfor til et fyrværkeri af en politisk markedsplads på kommunens rådhus.

Det bliver en stemningsfuld aften, hvor partierne får mulighed for at servere deres politik, komme i dialog med borgerne og fortælle dem, hvorfor de skal sætte X ved lige netop deres parti.

– Det bliver en aften, hvor demokratiet får lov at leve, hvor borgerne kommer helt tæt på politikerne og kan få svar på de spørgsmål, der måske kan afgøre, hvor de vil sætte deres kryds? Valg er jo det ypperste ved demokratiet og skal gerne være en dag, hvor vi fejrer, at vi alle er med til at bestemme, hvem der skal sidde i Byrådet, siger Mikkel Solgaard Bojsen-Møller, centerchef i center for administrativ service, der står bag arrangementet.

Markedspladsen der er placeret på borgertorvet åbner kl. 16.00 og lukker igen kl. 21.00. Og det er altså her partierne har opstillet partistande og kan komme i dialog med borgerne og uddele deres materiale og dele budskaber hele aftenen.

Valgdebatter

Samtidig med at markedspladsen er på borgertorvet, kører debatterne I byrådssalen. Der afholdes tre debatrunder i løbet af aftenen, som modereres af TV2’s anerkendte nyhedsvært Troels Mylenberg. Det giver borgerne mulighed for at gå til og fra mellem de debatter, de finder spændende, og markedspladsen.

Debatterne bliver af 45 minutters varighed og kommer til at foregå som paneldebatter med én deltager fra hvert parti. Det er ikke nødvendigvis den samme kandidat, der deltager ved alle debatterne.

Tirsdag den 9. november kl. 16.00 – 21.00 Mød de politiske partier på den politiske markedsplads.

Program

16:00 Markedspladsen åbner

17:30 Paneldebat: Ældre og socialt udsatte

18:15 Pause

18:35 Paneldebat: børn og unge

19:20 Pause

19:40 Paneldebat: byudvikling og bæredygtighed

20:25 Paneldebat afsluttes

21:00 Markedspladsen lukker

Kommentarer