Debat og politik

Tre bydele, søer og stier – hvad skal de hedde i fremtiden?

Egedal By Syd, Kildedal Syd og Smørum Vest skal alle have nye navne. Det samme gælder en række stier og søer i de tre områder – og alle borgere i Egedal inviteres til at byde ind med gode forslag!

Flere nye bydele i Egedal har stadig arbejdstitler med kompasangivelser som navne. Det skal der nu laves om på med nogle gode, blivende navne til både bydele, stier og søer.

Administrationen i kommunen har ud fra bl.a. historiske og geografiske forhold stillet forslag til en række navne. Du kan give dit besyv med ved at fortælle din mening om forslagene – eller ved at komme med dine egne forslag.

– Et områdes navn er med til at bære dets identitet, og et mere specifikt navn skaber ejerskab og genkendelighed hos både beboere, virksomheder og investorer. Vi har allerede rigtig gode ideer på bordet, og nu opfordrer vi også alle borgere til at byde ind med forslag, så vi kan finde de bedste navne, forklarer Jeanette Christensen Back, konstitueret centerchef i Teknik og Miljø.

Her skal der findes nye navne

Her kan du se, hvilke steder der skal have nye navne og administrationens navneforslag. Kom også med dine forslag, så politikerne har flere gode forslag at vælge imellem.

Kildedal Syd – kan blive til Kildedal Bakke.

Området er karakteriseret ved det store fald i landskabet fra toppen af Kong Svends Høj og ned til Tværvej. Navnet Kildedal Bakke skal afspejle beliggenheden og områdets helt særlige landskabelige træk.

Egedal By Syd – kan blive til Bæksager.

Boligområde, hvor der også bygges plejeboliger og daginstitution. En enkelt vej forsyner og løber gennem hele området. Vejen kaldes Bæksager – et navn, som ses for dele af området på det historiske kort fra 1787 over Ølstykke.

Søen i Egedal By Syd – kan blive navngivet Hjertesøen.

Søen ligger centralt i området og er med til at give det karakter. Den har en bro, bålpladser med borde og bænke og plads til at holde arrangementer. Søen har form som et hjerte, og navnet Hjertesøen peger både på denne form og på søen som områdets hjerte.

Stien i Egedal By Syd – kan blive navngivet Sophiestien.

Rundt om søen og i det grønne område løber en sti, som har sammenhæng med Amaliestien og den grønne fletning i Egedal By. For at skabe sammenhæng til disse stisystemer foreslås navnet Sophiestien, der ligesom Amalie er et dronningenavn. Et tredje dronningenavn, fx Carolinestien, kan gives til det sidste stykke sti i stisystemet senere hen, og på den måde skabe sammenhæng mellem dronningenavnene Sophie Amalie og Caroline Amalie.

Smørum Vest – kan blive til Smørumenge.

Der er fuld gang i boligbyggeriet i dette område. Boligvejene har dyrenavne, der ender på–engen, fx Hesteengen, Fåreengen osv. Navnet Smørumenge foreslås derfor for at skabe sammenhæng med boligvejenes navne.

Rekreative stier i Smørum Vest – kan blive navngivet Lammestien og Hyrdestien.

Der kommer to rekreative stier i området, og navnene Lammestien og Hyrdestien vil passe godt sammen med vejnavnene.

Søer i Smørum Vest-området – kan blive navngivet Fåredammene.

Der er også en række småsøer i området, og navnet Fåredammene vil på samme måde give sammenhæng til vejenes og stiers dyrenavne.

Se også kortbilag over områderne, stier og søer her. 

Vær med til at finde navne

Send din mening om forslagene – eller send dit eget forslag samt en kort begrundelse på mail til Navngivning@egekom.dk senest d. 2. september 2021. Skriv ’navneforslag’ i emnefeltet.

Alle input bliver samlet og taget med til Teknik- og Miljøudvalgets møde i oktober, hvor udvalget vil tage endelig stilling til de nye navne.

Vind en kurv med lokale lækkerier

Der bliver trukket lod blandt indkomne forslag og input om en kurv med lækkerier fra lokale erhvervsdrivende. Vinderen får direkte besked.

Kommentarer