Debat og politik

Spil din kommune god – kom til dialogmøde om borgerdialog

Byrådet i Egedal inviterer til to fyraftensmøder om borgerdialog. Formålet med møderne er at styrke borgerdialogen i kommunen – og blive klogere på, hvor politikerne og administrationen sammen med borgerne kan finde de gode løsninger.

I Egedal har man allerede mange gode erfaringer med at involvere borgerne og samskabe løsninger. Der sker på mange forskellige måder – eksempelvis gennem råd og nævn, høringer, på borgermøder og i den daglige kontakt med borgerne.

Byrådet har imidlertid et ønske om at styrke borgerdialogen – og hvordan kan det gøres bedre end ved netop at invitere borgerne til en snak hvordan man sammen kan styrke dialogen?

Byrådet inviterer derfor til to fyraftensmøder, som holdes den 6. september kl. 17.30-20.00 og 12. oktober kl. 17.30-20.00.

Borgmester Karsten Søndergaard glæder sig til møderne:

”Jeg har en ganske ydmyg tilgang til de to møder. Selvom både vi politikere og vores administration hver dag gør os umage for at lytte, forstå og inddrage, er jeg sikker på, at der er borgere som gerne vil hjælpe os med at blive endnu bedre til det. Den mulighed får de nu på de to fyraftensmøder”.

”Jeg håber på, at vi efter møderne er blevet klogere på hvad vi skal gøre mere af? Hvornår vi lykkes med at inddrage – og ikke mindst, hvad kan vi gøre anderledes og bedre. De forhåbentlig mange gode idéer vil vi tage med os i vores ”værktøjskasse”, så vi fremover finder endnu bedre løsninger – sammen med borgerne”.

Det praktiske

Program for fyraftensmøde om borgerdialog:

• Velkomst og præsentation af mødets formål ved borgmester Karsten Søndergaard og kommunaldirektør Christine Brochdorf

• Inspirationsoplæg med metode-tips og erfaringer med forskellige dialog- og involveringsformer v. Anne-Mette Scheibel, Resonans

• Dialogstationer om hvad der virker godt i Egedal og inspiration til nye dialogformer

Der er kun 100 pladser til hvert fyraftensmøde, og man tilmelder sig ved at sende en mail til politikogledelse@egekom.dk. Mailen skal indeholde navn og om man forventer at deltage til mødet den 6. september på Egedal Rådhus kl.17.30-20.00 eller den 12. oktober kl. 17.30-20.00 i Smørum Idrætscenter.

Kommentarer