SF vil arbejde for at styrke PPR
Af Karen Juul, Kandidat KV21, Socialistisk Folkeparti
PPR, pædagogisk psykologisk rådgivning, står klar, når børn i Egedal mistrives. Men som det er i dag, kan medarbejderne i PPR ikke følge med, og ventetiden på udredning er alt for lang.
Lang ventetid på udredning og relevant handling er en stor belastning for barnet, der kan få flere følgelidelser (fx angst), og for familierne, der kan blive svært belastede af barnets mistrivsel.
Når et barn mistrives, er hurtig hjælp god hjælp. Jo hurtigere man får styr på, hvad barnet har behov for, og hvordan barnet kan hjælpes videre, desto bedre vil hjælpen virke. Derudover skal der være ressourcer til hurtigt at komme i gang med behandling af lettere lidelser, også for at sikre forældrenes overskud til at klare udfordringerne med et barn i mistrivsel.
Forskning har vist, at forældretræning har god effekt for børn med ADHD og deres familier, og Socialstyrelsen har fundet, at investering i PPR giver bedre trivsel hos børn og unge. Så der er god faglig grund til at styrke PPR – også fordi kommunen på sigt sparer penge ved rettidig indsats!
Derfor er det vigtigt for SF at sikre flere midler til PPR, og derfor har vi sat ekstra penge af til PPR i vores budget.
Pernille Kristensen, byrådskandidat for SF, nummer 4 på listen og
Karen Juul, byrådskandidat for SF, nummer 3 på listen
Kommentarer