Samfund

Nyt i Egedal Kommun: Kvikservice – hjælpemidler i en fart

10. januar åbner Kvikservice i Egedal Sundhedscenter. Foto: Egedal Kommune

Den 10. januar åbner Egedal Sundhedscenter en ny service til borgere med behov for hjælpemidler. Den hedder Kvikservice, og her kan man møde op og få hjælp til hjælpemidler – uden tidsbestilling.

Det er helt uden tidsbestilling, når borgerne i Egedal Kommune fra den 10. januar 2023 tilbydes en ny og meget mere fleksibel service, når der skal afprøves, tilpasses og hentes hjælpemidler. Kvikservice er et tilbud om hurtig og effektiv sagsbehandling, når det drejer sig om forholdsvis ukomplicerede problemstillinger.  

– Vi er glade for at kunne tilbyde borgere med behov for hjælpemidler denne ekstra service oveni vores normale tilbud og service på området for hjælpemidler. Formålet er at hjælpe borgerne hurtigere. Behovene for hjælpemidler kan være meget forskellige, men nogle hjælpemidler kan tildeles, tilpasses og afhentes på stedet – og så skal vi da bare få det løst uden bureaukrati, siger borgmester Vicky Holst Rasmussen. 

I andre tilfælde er det at få det rette hjælpemiddel i hverdagen ikke helt så simpelt, og det er da heller ikke alle hjælpemidler, som kan afhentes i Kvikservice. 

– Det er klart, at det kan være nødvendigt med et hjemmebesøg for bedre at kunne vurdere behov, indretning af boligen og hjælpe med den rigtige løsning. Men i de mange tilfælde, hvor det drejer sig om eksempelvis en rollator, toiletstol eller måske en transportkørestol, så giver Kvikservice bedre og mere fleksibel mulighed for de fleste, forklarer Tina Wils, Sundheds- og Omsorgschef i Egedal Kommune. 

I Kvikservice kan borgere med behov for hjælpemidler møde op uden aftale, afprøve hjælpemidler og få dem hjem samme dag. En sagsbehandlende terapeut vurderer funktionsevnen på stedet og taler med borgeren om behovet for hjælp ved forskellige funktionsnedsættelser. I sagsbehandlingen er der fokus på, hvordan hjælpemidler kan gøre én mere selvhjulpen i dagligdagen. 

Fakta om Kvikservice

Kvikservice ligger i Egedal Sundhedscenter, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke.  

Kvikservice åbner den 10. januar 2023 med følgende åbningstider indtil videre: 

  • Tirsdage kl. 8.30-10.30
  • Torsdage kl. 14.00-16.00

Der skal ikke bestilles tid – alle kan blot møde op i Sundhedscenteret i ovenstående tidsrum. 

Telefon til den sundhedsfaglige myndighed: 72 59 60 00

Kommentarer