Ølstykke

Nyd din sommerferie – lige her i Egedal

Buresøbadet er en af de mange muligheder for at nyde en god sommerdag - lige her i Egedal. Foto: til Foto: Egedal Kommune, Finn Jørgensen

Mange dansker vælger i år at holde ferie herhjemme, og hvorfor ikke benytte sommerferien til at udforske Egedals skønne naturperler og kulturoplevelser – de er lige ved hånden i vores eget lille smørhul.

Her er rig mulighed for ture, aktiviteter og oplevelser i det grønne for hele familien, som du kan få tips om her på siden.

Sommertid er badetid, men man kan også tage på fisketur, eller besøge andre spændende naturområder i Egedal, der også kan gemme på historiske fund.

Buresø Badet:
Benyt lejligheden til en svømmetur i Nordsjællands reneste sø med helt egen badebro. Der er også et stort græsareal med borde og bænke samt grill. Du kan også bade i den vestlige ende af søen, hvor du finder karlenes og pigernes badested, hvor man tidligere badede kønsopdelt. Fiskeri i søen er ikke tilladt.

Guldbjerg Mose:
’Træk din gamle sweater på…’ Du må gerne fiske i Guldbjerg Mose, Slagslunde Skov, du behøver ikke fisketegn, hvis du er under 18 år eller pensionist. Du kan fange både karper, skaller og geder, men sæt gerne fiskene ud igen. Guldbjerg Mose er opstået, da man tidligere gravede tørv til opvarmning: Især under 1. og 2. Verdenskrig.

Porsemosen:
Storkøbenhavns største mose ligger syd for Ledøje og dækker et fredet naturareal på ca. 100 ha. Man kan gå langs sydsiden af Nybølle Å, der er mulighed for parkering ved Vikingelandsbyen i Risby og derefter følge stierne mod nord. Området har en høj naturværdi med mange sjældne planter og fugleliv. Der er gravet tørv i mosen til brændsel.

Brøns Mose:
Veksø hjelmene blev fundet ved tørvegravning i Brøns Mose i efteråret 1942. To helt unikke hjelme med horn fra bronzealderen, 1.000 f. Kr. De har indgået i rituelle handlinger og er blevet nedlagt i mosen til guderne. De stejle sider omkring mosen har altid været brugt til overdrev og afgræsses stadig som et naturplejeprojekt.

Ledøje Plantage:
I 1784 blev der anlagt en planteskole i Ledøje, i skellet mod Risby. Man ville gerne tilbyde bønderne, der nu var blevet selvejere, at de kunne få gratis frugttræer og træer til deres gårde. Der blev udleveret over 2 mio. træer i en periode på blot 69 år.

Mikro eventyr i Smørum:
Start ved Kong Svends store bronzealderhøj, besøg Panoptikon med udsigt over Værebro Ådal, følg stierne langs Smørumnedre til Bautastenen, der markerer Sjællands største Vikingegravplads Rytterkær.

Se flere tips på kommunens hjemmeside her

Kommentarer