Navnenyt

Ny centerchef i Egedal Kommune

Foto: Egedal Kommune.

Egedal Kommune har ansat Martin Koch Pedersen, som ny chef i Center for Arbejdsmarked og Ydelse.

Det er en erfaren herre som kommer til Egedal. Martin Koch Pedersen har 15 års erfaring med forskellige lederroller i kommunalt regi, fra erhvervsorganisationer, pensions- og konsulentbranchen. Han har et indgående kendskab til beskæftigelsesområdet.

Martin Koch Pedersen kommer fra en stilling i Halsnæs Kommune blandt andet arbejdet med ”Bedre ressourceforløb” og strategi for styrket virksomhedsrettet indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

– Jeg er utrolig glad for, at vi får Martin med på holdet. Hans viden, resultater på området og tilgang, vil helt sikkert styrke opgaveløsningen for vores borgere uden for arbejdsmarkedet. Mest af alt er jeg begejstret for det værdisæt som Martin kommer med. Det passer perfekt til Egedal kommune med en insisteren på, at se borgeren som et helt unikt og værdifuldt menneske, for hvem vi skal gøre en forskel. Jeg er sikker på, at han favner kompleksiteten i de ledelsesmæssige, organisatoriske og faglige opgaver jobbet som Centerchef for CAY indebærer, siger kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Fælles opgave

Martin Koch Pedersen og Center for Arbejdsmarked og Ydelse kommer til at arbejde tæt sammen med Center for Myndighed og Service og hele socialområdet. De kommer til at dele politisk udvalg i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget og har en fælles opgave med at styrke sammenhængen i den strategiske planlægning og opgaveløsningen på tværs af de to områder. 

– Der er ingen leder, der kan skabe succes af egen drift. Derfor glæder jeg mig til at opbygge et tæt og tillidsfuldt samarbejde med ledere og medarbejdere i Center for Arbejdsmarked og Ydelse, ligesom jeg ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde kommunen har med vores lokale virksomheder, siger Martin Koch Pedersen.

Martin Koch Pedersen starter i Egedal Kommune 1. maj, er 45 år og bor i København. Han er oprindelig uddannet cand.scient. pol. fra Århus Universitet.

Kommentarer