Smørum

Invitation til borgermøde: Første trin til byudvikling i Kildedal Syd

Projektområde Kildedal Syd Foto: Egedal Kommune

Torsdag den 23. september 2021 kl. 17-18:30. Mødet afholdes på Torvet på Balsmoseskolen, Æblevangen 126, 2765 Smørum

Kildedal Syd er et unikt område med et smukt bakket landskab og en attraktiv placering tæt på S-toget og tæt på naturen. I kommuneplanen er området udlagt til blandet by, det vil sige et byområde, hvor der kan være boliger, erhverv og offentlige institutioner. Egedal Kommune oplever en stor interesse for området. Både fra virksomheder, der ønsker at etablere sig i området, og fra selskaber, der ønsker at bygge nye boliger.

Sammenhængen mellem Kildedal Station og Smørum er vigtigt for den videre udvikling af Kildedal Syd. Og her er områdets vejforbindelser et væsentlig opmærksomhedspunkt.

Vej- og stistrukturen i området kan få betydning for, hvad der kan bygges. Og vi ved, at en sikker og hensigtsmæssig fordeling af trafik har stor betydning for områdets nuværende såvel som kommende beboere. Borgmester Karsten Søndergaard, Formand for Planudvalget Ib Sørensen og Formand for Teknik- og Miljøudvalget Bo Vesth ønsker derfor at invitere interesserede borgere og virksomheder til borgermøde.

Formålet med borgermødet er at informere om processen for den forventede udvikling af Kildedal Syd, samt give mulighed for en fælles dialog om mulige scenarier for områdets vej- og stiforbindelser.

Borgermødet program:

  • Velkomst
  • v/ Borgmester Karsten Søndergaard, Formand for Planudvalget Ib Sørensen og Formand for Teknik og Miljøudvalget Bo Vesth
  • De foreløbige rammer for byudvikling i Kildedal Syd
  • v/ Byplanlægger og projektleder Anne Wegner
  • Trafikanalyser og scenarier for vejføring
  • v/ Afdelingsleder Bjarne Vennike og trafikanalytiker fra Via Trafik Peter Hvid
  • Gruppedialog om scenarier for vejføring, behovet for stiforbindelser samt borgernes mulige fremtidig brug af Kildedal station og en ny stationsnær byudvikling.

Af hensyn til planlægningen opfordres alle interesserede til at tilmelde sig borgermødet her.

Kommentarer