Kultur

Foredrag: Tyder fund på et stærkt, rigt Nordsjælland i jernalderen?

Kom til foredrag 14. oktober med ROMUs arkæolog og museumsinspektør Palle Østergaard, der sammenfatter en række fund fra jernalderen i Egedal og Frederikssund kommuner. Tilsammen peger de på, at området muligvis for 2.000 år siden har været et center for rigdom.

Siden 1980’erne har metaldetektorerne bippet ivrigt i områderne omkring Hørup og Jørlunde i Frederikssund samt Ganløse i Egedal. Hundredvis af genstande af guld, sølv og bronze fra jernalderen og vikingetiden – altså, perioden 500 f.Kr. til omkring år 1.000 e.Kr – er dukket op af jorden. Men hvad betyder det, at der er gjort så mange fine fund her?

Det vil museumsinspektør og arkæolog ved ROMU Palle Østergaard prøve at gøre publikum lidt klogere på ved et foredrag på Egedal Rådhus den 14. oktober.

 Her vil han både fortælle om de mange fund og om spor efter bebyggelser med tilknyttede håndværksaktiviteter i området omkring Hørup i Frederikssund. Mønter, dele fra våben, spænder og affaldsrester fra produktion tyder på, at her kan have været værksteder til at fremstille blandt andet redskaber af ben, tekstiler og spænder af bronze.

Religiøs ledelse og politik hørte sammen

Derudover er der ikke så langt derfra fundet spor efter en ofringsplads. Lokaliteten Lærkefryd ved Jørlunde minder meget et kultsted, hvor ofringer er foregået i det fri. Der er gjort en række kostbare fund som brakteater og stykker af guld, der kan være lagt ned i jorden som en ofring. Det samme er sket i det store moseområde mellem Jørlunde og Sperrestrup på grænsen mellem Frederikssund og Egedal.

I jernalderen hører religiøs og politisk ledelse ofte sammen – men hvad fortæller fundene os om det nuværende Egedal og Frederikssunds status i jernalderen? Kan man konkludere, at det har været et center for rigdom? Det undersøger Palle Østergaard i foredraget, der kan opleves på Egedal Rådhus den 14. oktober kl. 19.30-21.

Fortiden former nutid og fremtid

Foredraget er en del af det nye samarbejde mellem Egedal Kommune og ROMU, der har overtaget ansvaret for kulturarven i kommunen. Og når ROMUs fagfolk kan gøre borgerne i Egedal klogere på deres fortid, så illustrerer det meget godt hele kernen i samarbejdet.

– Vi har så mange spændende ting at fortælle i Egedal. Men det er virkelig vigtigt for os, at den viden kommer ud i alle hjørner af kommunen og til borgere i alle aldre. Ellers kan det jo være ligegyldigt. ROMU er en vigtig medspiller for at vi får løftet den opgave, og foredraget er helt klart en del af den strategi, siger Charlotte Haagendrup (C), der er formand for Egedal kommunes Kultur- og Erhvervsudvalg.

Hun vil gerne stimulere Egedals borgeres nysgerrighed på områdets fortid.

– Jeg har sagt det før, og jeg siger det så ofte, jeg kan: Vores fortid former os både i nutid og fremtid. Det er med til at skabe vores identitet som samfund, når vi ved, hvor vi kommer fra og hvad vi står på skuldrene af. Derfor er det så vigtigt at vide, hvad der er foregået, siger Charlotte Haagendrup.

Tid, pris og sted

14. oktober kl. 19:30-21.00

25 kr. (+billetgebyr)

Billetter købes via billetto.dk – følg linket her. 

 

Kommentarer