Samfund

Farlige træer fældes gennem Slagslunde Skov og Ganløse Ore

Hvert år besigtiger Naturstyrelsen de træer, der står langs offentlige veje for løse grene, råd, svamp eller anden form for svækkelse.

På de idylliske vejstrækninger gennem Slagslunde Sov og Ganløse Ore, er der desværre blevet fundet flere træer, der viser tydelige tegn på svækkelse, idet flere af træerne er angrebet af svampe.

Skovløber Kim Moesgaard fra Naturstyrelsen forklarer:

– Vi er meget opmærksomme på at opdage svampeangreb i tide, da de er kendt for at angribe og svække træerne, som derfor bliver meget ustabile træer, og derfor kan falde fuldstændig ukontrolleret selv på en helt stille dag uden blæst.

Fældningerne kommer desværre til at kunne medføre lidt gener for trafikken på Gulbjergvej og Christianshøjvej, idet strækningerne periodevis vil blive afspærret i 3 minutter ad gangen i forbindelse med selve fældningen af de store træer. Fældningerne kommer til at ske den 6. og 7. februar.

Efter fældningen bliver træerne liggende i skovbunden, hvor de vil få lov til at ligge og rådne væk, så de kan gavne insekter, svampe, fugle mm.

– Det passer fint med, at skovene er udpeget til at blive urørte skove, og netop døde træer i skovbunden er en mangelvare og kan danne bolig og gavne tusindvis af forskellige organismer mange år frem, uddyber Kim Moesgaard.

– I Naturstyrelsen er vi selvfølgelig kede af at skulle fælde store flotte træer, men af hensyn til borgernes sikkerhed er vi nødt til det, slutter Kim Moesgaard.

 

Kommentarer