Stenløse

Energibesparelser og bedre indeklima går hånd i hånd i Stenløsehallen

Under loftet fordeler et grønt stofrør frisk luft langs hele hallen. Igennem en anden kanal i stål i den anden ende af hallen trækkes C02-holdig brugt luft ud af bygningen. Foto: Egedal Kommune

Egedal Kommune har det seneste år energirenoveret Stenløsehallens Hal 2. Hallen kaldes ”den grønne hal” på grund af det grønne sportsgulv, men nu har navnet fået dobbelt betydning, da navnet også henviser til et nyt grønt energioptimeret ventilationsanlæg. Nu genanvendes varmen fra hallens luft, og brugerne får frisk luft og varmekomfort. Der forventes en besparelse på forbrug af strøm og varme på cirka 75 procent på ventilationsdriften.

Der er behagelig frisk luft i den grønne hal. Det skyldes et nyt ventilationssystem, hvor varmen genbruges. Inden luften sendes ud af bygningen, føres den igennem et varmegenvindingsanlæg, hvor varmen overføres til den nye friske luft, som skal ind i idrætshallen. Brugerne af hallen får frisk tempereret luft, og samtidig spares strøm og varme.

– Vi arbejder hver dag for at gøre forholdene bedre for brugerne, så skoleelever og foreningernes sportsudøvere har gode rum og et godt indeklima at dyrke deres sport i. Vi har netop ibrugtaget det nye ventilationssystem, og jeg kan allerede mærke den friske luft i rummet. Der er ingen træk, og mindre støv, for støvfiltre tager støvet fra luften, siger Klaus Haubroe, anlægsleder i Hal 2 i Stenløsehallen, Egedal Kommune.

Stenløsehallen fungerer fra klokken 8-16 som idrætshal for Lærkeskolen, og derefter som foreningshal.

Behovstyret luftkvalitet

Tidligere var hallens ventilationsanlæg baseret på ren udsugning, uden varmegenvinding og erstatningsluft, så døren smækkede ved gennemtræk. Nu styres luften efter COog temperatur, så der opnås optimal luftkvalitet.

85 % af varmen i luften genanvendes, hvilket betyder store energibesparelser. Ventilationsanlægget er behovsstyret, så der trækkes frisk luft ind i bygningen, når C02-indholdet bliver for højt. Derudover er ventilationsanlægget forsynet med energisparemotorer.

Hele anlægget er overvåget digitalt med fuld automatik. Der forventes en besparelse på cirka 75 procent på strøm og varme alene på ventilationsdriften efter etableringen af de nye ventilationsanlæg, svarende til ca. 1.444 tons C02/år.

Energirenovering ude og inde

Stenløsehallen er de seneste år gemmegået en omfattende energirenovering.

Udendørs har hallen fået en ny energioptimeret klimaskærm, herunder et nyt bedre isoleret tag, nye ovenlysvinduer, nye isolerede facader – og et nyt ventilationsanlæg, placeret på tag.

Indendørs har Hal 2 fået ny ventilation, ny LED-belysning og i badeområdet er der opsat nyt varmesystem. Også gymnastiksalen og karatesalen får nu frisk luft fra det nye ventilationsanlæg igennem eksisterende ventilationskanaler.

Stenløsehallens to haller får nu fjernvarme fra Egedal Fjernvarme. De fik tidligere varme fra naturgas fra Lærkeskolen, hvilket betød varmetab på grund en lang varmeledning i jorden mellem skole og hal. Med fjernvarmen forventer Egedal Kommune en energibesparelse på cirka 14 % i forhold til det samlede varmeforbrug.

Fokus på bæredygtig renovering, drift og godt indeklima

Det er et af fokusområderne i Egedal Kommunes Ejendomsstrategi, at alle eksisterende og nye ejendomme skal drives, renoveres og bygges bæredygtigt med fokus på mindst mulig miljøbelastning og et godt indeklima for både brugere og medarbejdere på kommunens arbejdspladser.

Ejendommene skal desuden opføres og indrettes så der sikres mulighed for udvikling af nye teknologier og digitale løsninger, for både kerneopgaverne og for driften, og det lever energirenoveringen af Stenløsehallen op til.

Kommentarer