Erhverv

Egedal Kommune: Nu skal lederne på orlov

Danmarks mest fleksible arbejdsplads, Egedal Kommune, giver nu også lederne mulighed for årlig orlov. En måneds orlov om året fastholder nemlig arbejdsglæden og betyder, at man holder flere år på arbejdsmarkedet. Samtidig giver det også bedre ledere.

– Min drøm er at kunne opnå en bedre balance mellem mit arbejdsliv og familieliv ved at holde en måneds orlov hvert år. I første omgang har jeg aftalt med min chef at holde fri en måned til næste år, og så håber jeg, at det fungerer så godt, at det er noget, jeg kan gøre på mere eller mindre fast basis, siger Sonya Pratt, der er en af tre ledere på idrætsområdet i Egedal Kommune. Hvilket kræver, at arbejde og orlov planlægges med hensynstagen til årshjulet i idrætten.

Egedal Kommune har slået et stort brød op, ved at ville være Danmarks mest fleksible arbejdsplads. Både medarbejderorganisation og direktion står sammen om at ville skabe en arbejdsplads, som passer til den enkelte medarbejders livssituation, uden at det må gå ud over hverken kernevelfærd eller servicen til borgerne. Orlov for medarbejdere har længe været en integreret mulighed. Det nyeste tiltag med årlig orlov for ledere er blot det seneste tiltag i rækken af forandrede arbejdsformer, som Egedal Kommune har indført på ryggen af corona – de seneste to år.

– Vi mener det, når vi siger, at vil have verdens bedste hverdag for borgerne og en fleksibel arbejdsplads for medarbejderne. Det er ikke et projekt, der bare slutter. Det er en indsats, der gerne skal fortsætte og udvikle sig, så vores arbejdsplads og liv opleves sammenhængende og velfungerende. Vores individuelle behov ændrer sig jo i løbet af livet, derfor skal vi hele tiden udfordre os selv og arbejdspladsen, siger Egedals Kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Blandt andet har børnetandplejen i Egedal været nomineret til Innovationsprisen for dens fleksibilitet. Åbningstider og telefonkonsultationer til forældre med små børn, tilrettelægges nemlig nu efter borgernes behov for åbningstider og medarbejdernes behov for større fleksibilitet, når der laves vagtskemaer og arbejdes hjemmefra.

Og overalt i kommunen arbejdes der med implementering af den fleksible arbejdsplads. Kortere eller længere åbningstider og arbejdsuger, fleksible arbejdstider, hjemmearbejde ikke kun for administrativt personale, flere digitale hjælpemidler og motion i arbejdstiden og mere fleksible rammer for gravide og barselsnetværk. Det er blot nogle af de mange forslag, som Egedal Kommune i disse dage forsøger at integrere i hverdagen for kommunens ansatte.

Canada kalder

For Sonya Pratt er det netop orlov, der kan give hendes der kan skabe den balance mellem arbejdsliv og familieliv som mange efterspørger, og inden for den ramme der giver mening hendes situation og samtidig gøre hende til en bedre repræsentant for kommunen.

– Jeg kommer fra Canada og har det meste af min familie der. Årene går, og min mor er alene og ved at blive gammel. Jeg har en søn, der er bosat i Danmark, og en som har bosat sig i Canada. Derfor vil jeg gerne kunne tilbringe mere tid med familien i Canada nu, og i de kommende år, fremfor at vente på min pensionstilværelse. Jeg er sikker på at det vil fremme min trivsel på arbejdspladsen og skabe mere balance i min tilværelse med en årlig tilbagevendende orlov. Jeg har et arbejdsliv og en arbejdsplads som jeg er super glad for. Og mere frihed nu, vil gøre, at jeg vil kunne gå senere på pension.

Vigtigt at gå forrest som leder

Chefen der har givet Sonya Pratt orlov står nu uden sin afdelingsleder i en måned, men her bliver orloven taget imod med åbne arme, centerchef for By– Kultur og Borgerservice Katrine Buhl har nemlig også selv gjort brug af fleksibiliteten.

– Det er vigtigt, at vi som ledere går forrest og viser, at det kan sagtens kan lade sig gøre. Flere af mine lederkollegaer har sagt, at det er fedt, at jeg har taget orlov to gange, men de spørger også om hvordan det kan lade sig gøre. Og hertil svarer jeg altid. Planlæg i god tid, siger Katrine Buhl.

Afgørende for at lykkes med så omfattende et projekt og omkalfatring af en kommunal arbejdsplads er, at medarbejdere og ledere arbejder mod fælles mål og tager fælles ansvar. I Egedal Kommune appelleres der derfor til at finde fælles løsninger både for medarbejderne og for lederne.

– I Egedal Kommune har vi stor fokus på at skabe en fleksibel arbejdsplads, så der er balance mellem arbejdslivet og privatlivet. Det gælder også for ledere. Men det kan være svært i en leder-hverdag med lange arbejdsdage. Her kan orlov være en god mulighed for at få tid til andre ting end arbejde. Jeg mener oprigtigt, at vi bliver bedre som ledere, hvis vi har tid til andet end arbejde. Mine orlover har givet mig en masse overskud og muligheden for at se på tingene med nye øjne og samtidig få inspiration andre steder fra end kommunen, siger Katrine Buhl.

Fakta

Egedal Kommune vil være Danmarks mest fleksible arbejdsplads.

Hovedsamarbejdsudvalget der består af ledere og medarbejder, er blevet enige om at ville skabe Danmarks mest fleksible arbejdsplads.

Et job i Egedal Kommune skal være attraktiv for alle, der vil indrette arbejdslivet, så det passer til deres egen livssituation. Derfor har kommunen besluttet løbende at indføre fleksibilitet, der hvor det gavner både medarbejder og borger.

Der fines ikke en enkelt løsning for fleksibilitet. Det er individuelt og skal passe til den enkelte medarbejder.

Det er der lavet aftaler om indtil nu:

Kortere eller længere arbejdsuger. Årlig tilbagevendende orlov. Fleksible arbejdstider. Hjemmearbejde. Motion og træning i arbejdstiden. Og på Danmarks mest fleksible arbejdsplads bliver kommunale lukketider til åbningstider for borgerne.

Kommentarer