Samfund

Egedal byder de første ukrainere velkommen

Syv ukrainere er nu flyttet til Egedal Kommune efter at have fået opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen.

Kommunen er klar til at tage godt imod de nye borgere og samarbejder bl.a. med det lokale Flygtningenetværk og Røde Kors for at sikre en vellykket modtagelse. Byrådet har desuden netop nikket til det foreløbige estimat over de forventede økonomiske påvirkninger.

Kvote på 174 borgere fra Udlændingestyrelsen

Indtil videre har 42 personer henvendt sig til Egedal Kommune. Det drejer sig hovedsageligt om kvinder og børn. Ud af de 42 personer er der således 18 børn, hvoraf hovedparten er i skolealderen. De opholder sig enten privat ved slægtninge eller hos frivillige. Vi forventer, at en stor del af disse borgere vil blive visiteret til kommunen, når de har fået tildelt deres opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen.

Udlændingestyrelsen har tildelt kvoter til landets kommuner ud fra det forventede antal ukrainske flygtninge, der samlet forventes at ankomme til Danmark. Det betyder, at vi her i Egedal Kommune skal tage imod 87 borgere ved modtagelse af 10.000 ukrainske flygtninge på landsplan, mens det tilsvarende antal for 20.000 ukrainske flygtninge på landsplan betyder, at vi skal tage imod 174 borgere i Egedal.

Foreløbige økonomiske konsekvenser

Byrådet har netop sat 14 mio. kr. af bl.a. til at finde og gøre boliger klar til de flygtninge, der ankommer. De økonomiske konsekvenser forbundet med driften, herunder særligt på skole- og dagtilbudsområdet samt eventuelle forsørgelsesudgifter, bliver indarbejdet i budgetopfølgningen, der præsenteres for Byrådet til september.

De skønnede budgetmæssige virkninger er usikre, idet antallet af flygtninge, og det tempo de ankommer i, stadig er uklart. Det er senest oplyst, at Danmark potentielt set skal forberede sig på at modtage op til 100.000 flygtninge, hvilket vil betyde, at Egedal Kommunes kvote vil stige tilsvarende og udgøre op til 870 ukrainske flygtninge. På samme måde er der endnu ikke fuldt overblik over det behov for indsatser, der er brug for, da de første flygtninge først lige er ankommet.

Vil du hjælpe?

Vil du gerne være med til at støtte op om de ukrainske flygtninges ophold i Egedal Kommune, så kan vi f.eks. få brug for tolkebistand, støtte til de danske digitale løsninger, midlertidig indkvartering eller udlejning af boliger. Kontakt os gerne på mailen ukraine@egekom.dk – skriv, hvordan du kan hjælpe, så vil vi kontakte dig, når behovet opstår. Skriv også dit telefonnummer, så vi nemt kan kontakte dig.  

Kommentarer