Samfund

Borgerbudget for Egedal Kommune skal komme borgerne direkte til gode

Nu skal borgernes gode ideer føres ud i livet. Med en halv million kroner i kassen har byrådet i Egedal besluttet, at borgere med gode ideer kan søge penge til projekter der skal komme borgerne direkte til gode.

I budgetaftalen for 2022-2025 blev der afsat en halv million årligt i 2022 og 2023 til et forsøg med borgerbudget i Egedal Kommune, hvor borgergrupper og foreninger kan søge penge til at realisere deres helt egen ide. Nu skal den beslutning realiseres.

På Økonomiudvalgsmødet i januar drøftede politikerne således forskellige modeller for hvordan et forsøg med borgerbudget kan se ud. Her blev det besluttet, at bruge en model, hvor alle borgere og foreninger har mulighed for at komme med ideer til brug af midlerne fra borgerbudgettet, og at Byrådet efterfølgende vælger at gå videre med de ideer, der skaber mest værdi for lokalsamfundet i tre af lokalsamfundene i Egedal Kommune.

– Jeg håber virkelig der kommer nogle kreative og langtidsholdbare ideer. Det er direkte demokrati når det er bedst og jeg glæder mig helt vildt til at se både ideerne komme ind og se de bedste af dem få vinger og blive til noget der gavner alle i de lokalsamfund der bliver begunstiget. Det er jo en forsøgsordning, men det er klart, bliver det en succes, så håber jeg da, at vi i byrådet kan være enige om, at så skal det fortsætte, siger borgmester, Vicky Holst Rasmussen.

Løberuter, landsbyforskønnelse og legepladser

Kun få kommuner har indført forsøg med borgerbudget, og Egedal bliver derfor en del af en lille eksklusiv håndfuld kommuner, der har haft succes med at indføre et reelt borgerbudget. Eksempler fra andre kommuner viser, at kreativiteten er stor og at borgerne har god gavn af de projekter, der bliver til virkelighed.

Eksempler på dette er friluftsfaciliteter som shelters, bålpladser, udendørs bordtennisbord og petanquebane. I andre kommuner har borgerne stået bag nye legepladser eller etablering af en skaterpark. Ligesom der findes gode eksempler på at andre projekter har ført til folder og hjemmeside hvor man har kunne se og inspireres af motionsløberuter og gåture. Et andet eksempel er et projekt der havde til formål at gøre hele kommunen dejligere, her valgte kommunen at prioritere et projekt og landsbyforskønnelse.

– Der er så mange ildsjæle og initiativrige mennesker i Egedal, og kan bare nogle af dem, få mulighed for at skabe noget til fællesskabet, så er jeg sikker på det smitter positivt af i vores kommune. Jeg tror på, at når man engagerer sig i sit lokalsamfund, så bliver det et bedre sted at bo for alle. Jeg glæder mig da personligt til at køre rundt i kommunen og se på alle de ting der bliver lavet, siger Vicky Holst Rasmussen.

I sidste ende er byrådet, der skal prioritere i ideerne. Når ideerne kommer ind fra borgere, borgergrupper eller foreninger, sættes administrationen til at screene de bedste ud fra et princip om, hvilke ideer der kommer flest til gavn. Ideerne vurderes også i forhold til, om de er juridiske holdbare og forslag om anlægs- eller byggeprojekter, vurderes om der er brug for tilladelser mm. .

Hvordan kommer min ide med?

Se på www.egedalkommune.dk/borgerbudget/ – her kan du også se, hvad du skal være opmærksom på, inden du ansøger.

Tidsplan:

  1. Borgere og foreninger sender forslag om ideer ind til Byrådet (via ansøgningsskema) – (deadline 14.marts 2022)
  2. Byrådet udvælger de forslag, som skaber mest værdi for lokalsamfundet i tre lokalsamfund – (maj 2022)
  3. Når ideerne er gennemført, vil processen omkring borgerbudget blive evalueret.

Borgerbudget 2023 starter op (start 2023)

Kommentarer