Affaldssorteringen udvides i Egedal Kommune
Alle borgere i Danmark skal sortere i 10 typer affald derhjemme – også i Egedal Kommune. I sommeren 2022 fik vi i Egedal leveret en ny beholder til mad- og restaffald. Nu får vi alle flere beholdere til genanvendeligt affald. Det meddeler kommunen i et nyhedsbrev.
De nye beholdere leveres i løbet af december 2022 og januar 2023. Beholderne må bruges, når de er udleveret. Alle husstande får brev i e-boks om leveringen af de nye beholdere. De eksisterende beholdere tømmes som normalt mellem jul og nytår. Der er pause i leveringen af nye beholdere mellem jul og nytår.
Egedal Kommune er opmærksom på kritikken af leveringen af nye affaldsbeholdere i sommeren 2022. Planen for levering af de nye beholdere er justeret på baggrund af en evaluering af leveringen i sommer.
– Vi er i tæt dialog med leverandøren og kommunikerer løbende, hvis der er ændringer i planen, skriver kommunen i nyhedsbrevet.
Hvad skal der være i de nye beholdere?
Hvis man i dag har en 4-i-1 beholder, får man to nye beholdere: en beholder til pap og en to-delt beholder til glas og metal. Samtidig bliver 4-i-1 beholderen ombygget til en to-delt beholder dels til plast, dels til mad- og drikkekartoner og papir.
Hvis man ikke har en 4-i-1 beholder, får man tre nye beholdere: en beholder til pap, en to-delt beholder til glas og metal samt en todelt beholder til henholdsvis plast og mad- og drikkekartoner og papir.
4-i-1 beholderen ombygges af leverandøren på stedet, og skal være tom, når den skal ombygges. Når beholderen tømmes for sidste gang inden ombygning, lukkes den med et stort klistermærke hen over låget, så man kan se, at den ikke må bruges. Klistermærket fjernes af leverandøren, så snart beholderen er ombygget og klar til brug igen.
Hvor skal de nye beholdere stå?
Beholderne skal placeres på grunden, så de er synlige fra vejen på tidspunktet for tømning. Deler man affaldsløsninger med andre, afhænger den konkrete løsning af, hvad der er plads til. Egedal Kommune er løbende i dialog med lokale beboerbestyrelser.
Hvorfor leveres der flere beholdere?
Øget affaldssortering er en del af regeringens klimaplan, og kravet om mere sortering derhjemme er lovpligtigt for alle borgere og kommuner. Formålet med sorteringen er at genanvende flere ressourcer og udlede mindre CO2.
Takster
Mere sortering giver flere udgifter til håndtering. Derfor justeres taksterne fra 2023. Læs mere om taksterne
Mere information – download app
Læs mere om affaldssortering i 10 typer og find svar på de mest almindelige spørgsmål på hjemmesiden egedalsorterer.egedalkommune.dk
Download app’en Affaldsportal, hvor du hurtigt får adgang til information om:
- dine tømningsdage
- bestilling af afhentning af storskrald/haveaffald/juletræ
- genbrugsstationerne
- tilmelding til sms/email-service
- at give besked om manglende tømning
- affaldssortering
Kontakt kommunen
Man kan også kontakte kommunens affaldsgruppe på affald@egekom.dk eller telefon 7259 7664. Telefontiderne er mandag 8-14, tirsdag og onsdag 10-14, torsdag 10-15.30 og fredag 10-12. Det er Vestforbrænding, der står for besvarelserne på telefonen.
I forbindelse med den nye affaldsordning oplever affaldsgruppen mange henvendelser, og der kan derfor være forlænget svartid.
Kommentarer